1800-tallets København – Johanne Luise Heiberg
På denne byvandring i København fortæller historiker Christian Holm Donatzky om Johanne Luise Heiberg. Hun var 1800-tallets suverænt største skuespillerinde og dominerede Det Kongelige Teaters scene. Samtidig var hendes liv en del af en brydningstid mellem enevælde og demokrati, romantik og realisme, ligesom hendes eget sind var splittet mellem passion og dannelse, skuespil og virkelighed.
Fra Højbro Plads går turen først forbi Nikolaj Plads og Vingårdstræde, hvor Johanne Luise boede som barn. Hendes barndom var præget af fattigdom og familien flyttede hyppigt. Gennem ægteskabet med Johan Ludvig Heiberg steg hun til samfundets top. Rundvisningen går videre til Kongens Nytorv, hvor Fru Heiberg fik så stor succes på Det Kongelige Teater. Vandringen fortsætter til Grønnegade og Pilestræde, hvor hun også boede som barn. Gåturen fortsætter forbi Botanisk Have, som blev anlagt i det gamle voldanlæg og fortsætter ad Gothersgade til Søtorvet, hvor Fru Heiberg havde sin sidste bolig.
Denne byvandring i København om Johanne Luise Heiberg kan bestilles som privat gruppetur hele året rundt. Se mere under gruppeture. Programmet for de åbne byvandringer i København og Helsingør kan ses under historiske byvandringer.
Se et indslag om turen fra TV2 Lorry her.