Byvandring i 1600-tallets København – Renæssancen

På denne byvandring fortæller Historiker Christian Holm Donatzky om København i 1600-tallet, hvor Københavns byggerier bliver påvirket af renæssancen. Byen er præget af Christian IV’s byggeprojekter og af forsøget på at gøre København til en faktor i den internationale handel. Målet er en positiv handelsbalance. Byen bliver udvidet med bydelen Christianshavn, der ligesom meget andet er inspireret af Nederlandene, den førende handelsmagt.

Byvandring i København om Renæssancen

Hvor går rundvisningen hen?

Fra Højbro Plads går turen først til Børsen, symbolet på byens storhandel – en bygning, der er tydeligt påvirket af renæssancen i Nederlandene. Forbi flådens kirke på Bremerholm og over Knippelsbro til Christianshavn, der blev anlagt af Christian 4. i 1600-tallet. Her går gåturen ad Strandgade med flere købmandsgårde fra 1600-tallet. Videre ad Bådmandsstræde og St. Annæ Gade til kanalens Overgader. Vandringen passerer torvet, hvor Børnehuset lå og fortsætter til Vor Frelser Kirke, der blev bygget ved 1600-tallets slutning. Rundvisningen fortsætter ud til volden for at få et indtryk af fæstningen omkring Christianshavn, der gjorde Københavns fæstning komplet. Turen slutter ved Lille Mølle på volden.

Hvornår finder gåturen sted?

Turen går fra Højbro Plads ved rytterstatuen af Absalon hver lørdag kl. 12 i juni. Prisen er 125 kr. per person, der kan betales kontant eller med MobilePay på dagen eller på forhånd med kort.

Det er muligt at bestille denne byvandring om København i 1600-tallet og Renæssancen som privat gruppetur hele året rundt. Bestil på info@historytours.dk og se mere under gruppeture. Se hele programmet for de åbne byvandringer i København og Helsingør under historiske byvandringer.

Se indslag om turen i Lorry her.