Byvandring i 1800-tallets København – Guldalderen

På denne byvandring fortæller historiker Christian Holm Donatzky om København i 1800-tallet, hvor byen bliver et kulturelt centrum i Guldalderen. Århundredet begynder barsk for københavnerne med britiske angreb i 1801 og 1807. En af Guldalderens store forfattere er H.C. Andersen, der kæmper for at blive anerkendt. Til gengæld bliver Thorvaldsen fejret som en konge af kunsten, da han vender tilbage til København efter at have været i Rom i en lang årrække. Frederik 7. baner vejen for det første demokrati efter pres fra Københavns Borgerrepræsentation, og Grundloven bliver vedtaget. Byen vokser kraftigt, og byportene og voldene nedlægges. Man forsøger at gøre noget ved de store sundhedsproblemer, der er forårsaget af dårlig hygiejne og dårlige boligforhold. Den tætbefolkede by er med til at forværre koleraepidemien i 1853. Efterfølgende bliver de første kloakker bygget. Arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet opstår.

Byvandring i København om Guldalderen

Hvor går rundvisningen hen?

Fra Højbro Plads går turen omkring Nikolaj Plads, der er præget af slagterudsalget. Vandringen fortsætter ad Østergade med de mange butikker til Ny Østergade, anlagt i stedet for en af de beskidte gyder – Peder Madsens Gang. Gåturen fortsætter ned ad Gothersgade forbi byens første elektricitetsværk. Herfra ind i Kongens Have, der var et populært mødested for københavnerne også i 1800-tallet. Vi ser på Københavns første kommuneskole i Sølvgade. Rundvisningen går langs med de nedlagte voldområder med Østre Anlæg og Botanisk Have på hver side. Vi passerer arbejderboligerne i Kartoffelrækkerne. Turen slutter ved Sortedams Søen; et yndlingsmotiv for Christen Købke – en af malerne i Guldalderen.

Hvornår finder den guidede gåtur sted?

Turen går fra Højbro Plads ved rytterstatuen af Absalon hver lørdag kl. 12 i august. Prisen er 130 kr. per person.

Bestil byvandring om København i 1800-tallet og Guldalderen som privat gruppetur

Det er muligt at bestille denne byvandring om København i 1800-tallet og Guldalderen som privat gruppetur hele året rundt. Bestil på info@historytours.dk og se mere under gruppeture. Se hele programmet for de åbne byvandringer i København og Helsingør under historiske byvandringer.

Se indslag om turen i Lorry her.