Perioden 1300-2000 - Fra spansk til italiensk Siracusa

Under spansk herredømme sank Siracusa og Sicilien ned i en nedgangsperiode med isolation, epidemier og hungersnød. Vendepunktet blev paradoksalt nok en katastrofe - det store jordskælv i 1693. Det blev en ny begyndelse for Siracusa, hvor bykernen på øen Ortigia blev genskabt som en komplet barokby. I 1860 blev Sicilien indlemmet i det forenede Italien.

Denne vandring går til den charmerende bykerne på øen Ortigia, hvor de fleste af bygningerne er bygget i denne periode. Vi går gennem den gamle byport Porta Marina og fortsætter til Piazza Archimede med Palazzo Lanza fra det 16. årh. På Via Montalto findes Palazzo Montalto fra det 14. årh. Vi går ad Via Vittoro Veneto, Via Maestranza og Via Roma med mange spanskinspirerede barokhuse med flotte balkoner. Turen slutter på Piazza Duomo, der er en af de smukkeste pladser i Italien med bygninger fra det 17. og 18. årh. heriblandt den imponerende domkirke.