Nyhedsbrev udsendt den 3. juni 2025
Gå på byvandring i 1600-tallets København
Hør om Christian 4., Renæssancen og Christianshavn lørdage kl. 12 fra Højbro Plads ved rytterstatuen af Absalon.
På lørdag kl. 12 er der sæsonpremiere på History Tours’ byvandring om 1600-tallets København. På byvandringen fortæller historiker Christian Holm Donatzky om København i 1600-tallet, hvor Københavns byggerier bliver påvirket af renæssancen. Byen er præget af Christian IV’s byggeprojekter og af forsøget på at gøre København til en faktor i den internationale handel. Målet er en positiv handelsbalance. Byen bliver udvidet med bydelen Christianshavn, der ligesom meget andet er inspireret af Nederlandene, den førende handelsmagt.
Fra Højbro Plads går turen først til den indpakkede Børsen, symbolet på byens storhandel. Derfra går vandringen forbi flådens kirke på Bremerholm og over Knippelsbro til Christianshavn, der blev anlagt af Christian 4. i 1600-tallet. Her går gåturen ad Strandgade med flere købmandsgårde fra 1600-tallet. Videre ad Bådmandsstræde og St. Annæ Gade til kanalens Overgader. Vandringen passerer torvet, hvor Børnehuset lå og fortsætter til Vor Frelser Kirke, der blev bygget ved 1600-tallets slutning. Rundvisningen fortsætter ud til volden for at få et indtryk af fæstningen omkring Christianshavn, der gjorde Københavns fæstning komplet. Turen slutter ved Lille Mølle på volden.
Turen går fra Højbro Plads ved rytterstatuen af Absalon hver lørdag kl. 12 i juni (dog ingen tur den 28. juni). Prisen er 125 kr. per person, der kan betales kontant eller med MobilePay på dagen eller på forhånd med kort her.
I kan bestille private byvandringer, foredrag og events/skattejagt alle dage hele året rundt til firmaudflugten, foreningen, familien eller klassen på info@historytours.dk. Læs mere om mulighederne på http://historytours.dk/.
———————-
History Tours’ program 2025, gåture på dansk:
Hver lørdag kl. 12:
April: 1400-tallets Helsingør – Middelalderen
Maj: 1500-tallets København – Reformationen
Juni: 1600-tallets København – Renæssancen
Juli: 1700-tallets København – Enevælden
August: 1800-tallets København – J.B.S. Estrup
September: 1900-tallets København – Folkestyre
Mødested i Helsingør: Havnepladsen ved Sveasøjlen.
Mødested i København: Højbro Plads ved rytterstatuen af Absalon.
Byvandringerne varer ca. 1½ time. Prisen er 125 kr. per person per vandring. Bestilling er ikke nødvendig på de åbne ture.
