Byvandring i København om Frederik 3.
På denne byvandring i København fortæller historiker Christian Holm Donatzky om Frederik 3. – hans liv og regeringstid. Da Frederik overtog tronen i 1648, var han den svageste konge nogensinde. Men Frederik 3. tog kampen op mod den magtfulde adel, og svenskekrigene i 1657-1660 og Stormen på København i 1659, hvor han blev i byen, blev et vendepunkt. Efter krigen blev Frederik i 1660 hyldet som Danmarks første enevældige arvekonge. Magten i Danmark-Norge blev centraliseret, og magtens centrum var København. En centraladministration gjorde styringen af riget mere effektivt.
Hvor går rundvisningen hen?
Fra Højbro Plads går turen først ad Købmagergade til Klareboderne og Møntergade, hvor det kongelige møntværksted lå side om side med fattigboliger. Herfra går rundvisningen ind i Kongens Have og Rosenborg, som Frederik brugte og indrettede. Gåturen fortsætter til Adelgade i det Nykøbenhavn, som Frederik og hans planlæggere udstak. Vandringen går ad Borgergade i Nyboder, flådens boliger. Turen slutter på Kastellet – eller rettere Citadellet Frederikshavn – opkaldt efter Frederik III, som satte den nederlandske fæstningsingeniør Henrik Rüse til at bygge dette imponerende og smukke fæstningsanlæg.
Bestil byvandring i København om Frederik 3. som privat gruppetur
Denne byvandring i Frederik 3.’s København kan bestilles som privat gruppetur hele året rundt på info@historytours.dk. Se mere under gruppeture. Programmet for de åbne byvandringer i København og Helsingør kan ses under historiske byvandringer.


