Byvandring i København om Søren Kierkegaard
På denne byvandring i København fortæller historiker Christian Holm Donatzky om Søren Kierkegaard. På vandringen hører deltagerne om den store filosofs liv og forfatterskab, om Guldalderens København og de store begivenheder, der indrammede Kierkegaards liv – Napoleonskrigene, statsbankerotten og folkestyrets indførsel. På rundvisningen hører deltagerne om de vigtigste personer i Kierkegaards liv – hans far og ungdomskæresten Regine Olsen – men også om hans relationer til de andre kulturpersonligheder i 1800-tallets København. Vi dykker også ned i Kierkegaards værker.
Hvor går rundvisningen hen?
Fra Højbro Plads går turen forbi Christiansborg til Bibliotekshaven med statuen af Kierkegaard. Herfra går rundvisningen til næsten alle Kierkegaards boliger i København. Vi går i Kierkegaards fodspor på de ruter, han gik så mange gange. Vi går forbi Nytorv, hvor barndomshjemmet lå. Derefter går gåturen forbi Kierkegaards sidste bolig i Skindergade og forbi Vor Frue Kirke; centrum for den officielle statskirke, som han kæmpede så hårdt imod. Vandringen fortsætter ad Nørregade, hvor han skrev hovedværket Enten-Eller. Turen fortsætter til Kultorvet, hvor han boede som studerende, og slutter i Rosenborggade, hvor han skrev Sygdommen til Døden.
Bestil byvandring i København om Søren Kierkegaard som privat gruppetur
Denne byvandring i København om Søren Kierkegaard kan bestilles som privat gruppetur hele året rundt på info@historytours.dk. Se mere under gruppeture. Programmet for de åbne byvandringer i København og Helsingør kan ses under historiske byvandringer.
Se et indslag om turen fra TV2 Lorry her.


