Byvandring i 1900-tallets København – Thorvald Stauning
På denne byvandring fortæller historiker Christian Holm Donatzky om Thorvald Stauning, der dannede sin første regering for 100 år siden i 1924. Stauning blev den længst siddende statsminister i 1900-tallet. Han voksede op i fattige kår, men arbejdede sig op først som cigarsorterer, aktiv i fagbevægelsen og senere i Socialdemokratiet som kasserer, sekretær og siden forretningsfører. Han blev minister i den radikalt ledede regering 1916-20 og statsminister 1924-26 og fra 1929 til sin død i 1942 i socialdemokratisk ledede regeringer. Han ledede landet gennem store kriser – den store økonomiske krise i 1930’erne og de første år af besættelsen. Han var gift to gange og fik børn både inden for og uden for ægteskabet.
Hvor går rundvisningen hen?
Fra Højbro Plads går turen først ad Ved Stranden forbi et af Staunings arbejdssteder som barn. Gåturen fortsætter forbi Holmens Kirke, hvor den ikke-religiøse Stauning blev konfirmeret, til Christiansborg – centrum for en stor del af Staunings virke. Stauning sad i Folketinget fra 1906-1942. Rundvisningen fortsætter til Nationalmuseet, som blev udvidet med den store nye tilbygning i Staunings regeringstid. Vandringen fortsætter til Københavns Rådhus – Stauning var medlem af Københavns Borgerrepræsentation og dets formand i en periode. Han var særdeles aktiv under Påskekrisen i 1920, hvor Borgerrepræsentationen spillede en nøglerolle. Byvandringen går til Israels Plads, som dannede rammen om arbejderprotester, og slutter i Rømersgade foran Folkets Hus, der nu huser Arbejdermuseet. Her arbejde Stauning i mange år for Socialdemokratiet.
Det er muligt at bestille denne byvandring om Stauning som privat gruppetur hele året rundt. Se mere under gruppeture. Hele programmet for de åbne byvandringer i København og Helsingør kan ses under historiske byvandringer.